Koncerter

Velkommen til koncert i Stengård Kirke.

Der er fri entrè til koncerterne, medmindre det er anført under den enkelte koncert.

KONCERT

Klaverkoncert Jesper René
Den 27. september kl. 19.00
Gratis entré

Allerede som 15-årig debuterede pianisten Jesper René som solist med Odense Symfoniorkester, og 5 år senere vandt han Steinway-konkurrencen på Louisiana. Han har siden givet talrige koncerter med nogle af klaverlitteraturens største værker, herunder særligt Chopins.
Ved aftenens koncert vil der udelukkende blive spillet værker af Schubert, nærmere bestemt hans sonatetrilogi
Der er gratis adgang.

KONCERT & FOREDRAG

Luther og musikken
Torsdag den 26. oktober kl. 19.30
Gratis entré

For Luther var musikken helt overordnet en guddommelig gave. Musikken spejlede Guds gode skabelse og havde bemærkelsesværdige virkninger.
Luther mente, at musik kunne glæde de bedrøvede, opmuntre de fortvivlede, neddæmpe et hadefuldt sind og fordrive Djævelen. Næsten al musik var gavnlig og god, mente Luther, men den var allerbedst, hvis den blev brugt til at prise Gud. På den måde blev der tæt forbindelse mellem musik og teologi.
Vi skal høre Stengård Kirkes kor, under ledelse af Birgitte Stage synge bearbejdelser af Luthersalmer.
Kurt Levorsen, vil ledsage koret og improviserer på kirkens orgel og Charlotte Dagnæs-Hansen fortæller om Luthers syn på musikken. 

KONCERT MED GRUNDTONEN

Torsdag den 16. november kl 19.30
Gratis entré 

Grundtonen er et komponistkollektiv, der består af Rune Solvang og Martin Thaning Petersen, som holder koncerter med egen musik. De opfører selv deres musik, og koncerten vil som sædvanlig blive en spændende blanding af helt nyskrevne kompositioner og ”gamle klassikere”. Der er værker for alternative instrumenter blandet med klaverstykker. Man vil bl.a. kunne opleve en ny sats af Rune Solvangs Kreative zoner for klaver, trommer og alternative instrumenter, hvor de spiller på balloner, stanniol og glas, og et Sound Work af Martin Thaning Petersen, ligeledes med alternative instrumenter deriblandt lydgivende genstande fra dagligdagen.

JAZZET JULEKONCERT I STENGÅRD KIRKE

Søndag den 26.november kl.15-17
Dørene åbnes kl. 14.30
Entré: 60 kr. pr. person (bestil billet fra 1. oktober)

Gladsaxe Folkekor og Gladsaxe Jazzklub er gået sammen med Stengård Kirke om en enestående julekoncert sidst i november.  Kor, bigband og én af landets dygtigste vokalister giver koncert med jazzificerede sange og salmer. En swingende markering af julens komme.

Underholdere:
’A Very Big Band’ under ledelse af pianist og komponist; Ole Kock Hansen,
’Gladsaxe Folkekor’ under ledelse af dirigent Christian Dahlberg og
sangeren, Bobo Moreno.  

Gladsaxe Folkekor oprettedes som teaterkor på det nu lukkede Gladsaxe Teater. Koret, der har 60 medlemmer, lever videre og stortrives i eget regi med koncerter og workshops. Koret ledes af dirigent, Christian Dahlberg.
Oprindeligt et musicalkor, men nu er der også jazz, pop og klassisk på repertoiret, der udvikles i et fint samspil mellem kor, dirigent og pianist.


A Very Big Band er et 18 mand stort orkester, spækket med professionelle og talentfulde musikere. Orkestret ledes af Ole Kock Hansen, pianist og mangeårig dirigent for DR Big Band.
Orkestrets repertoire spænder bredt lige fra dansevenlig swingjazz til spændstig funk med bidrag fra blandt andre Count Basie, Ellington, Thad Jones, Ole Kock Hansen, Niels Jørgen Steen med flere.

Entré: 60 kr. pr. person. Billetsalg fra 1. oktober via Gladsaxe Jazzklubs  billetsystem.                                                                                                    

VI SYNGER ADVENT IND

Torsdag den 30. november kl. 19.30

Stengård kirkes Pigekor indbyder til en stemningsfuld koncert med advent - og lidt jul - som tema.
Musikgudstjenesten former sig som en vekslen mellem musikværker opført af koret, tekstlæsninger af sognepræst Ove Winther og salmer sunget af alle.

JULEKONCERT MED GLADSAXE MUSIKSKOLE

Torsdag den 7. december kl. 18

Gladsaxe Musikskole inviterer til Julekoncert, hvor elever spiller og synger julen ind i ethvert hjerte.

JULEKONCERT MED STENGÅRD KIRKES PIGEKOR

Tirsdag den 12. december kl. 19.30

Stengård kirkes Pigekor inviterer til en aften fuld af julehits, som pigerne selv har valgt.
Vi holder en lille pause undervejs, så vi også får lov at smage lidt på julen.
Alle – også publikum - er meget velkomne til at supplere med kage til kagebordet, for det vil bestå af hvad vi selv kan frembringe: Lad os sammen frembringe et ægte sønderjysk kaffebord!Gratis Entré.