Påskedag

Af sognepræst Jakob Ulrik Hansen

Læsninger: 1. Pet. 1,3-9; Matt 28,1-8
DDS: 408, 234, 164 – 218, 439, 241, 236

Påske og Kristi himmelfart i dag
Påskedag er den dag, hvor vi hører kristendommens centrale budskab: Om Kristi opstandelse. Det er det vi fejrer og som gør dagen ganske særlig.  I Oldkirken – i kristendommens første århundrede – angik dagen ikke blot Kristi opstandelse, og man forestillede sig Kristi himmelfart foregik sammen dag.  
Måske en lidt mærkelig tanke, men bag den er nu en god pointe. - Det kommer vi til senere!

Galilæa
Fortællingen om Jesus af Nazaret er spændt ud mellem to steder eller to rum. Det ene sted er Galilæa; det er der, hvor Jesus voksede op og hvor han trådte frem og virkede. Her kaldte han sine disciple og gjorde sine undere. Bespiste mange og helbredte syge. I Jesu fortælling er Galilæa det sted, hvor livet bliver genoprettet. Kort sagt der: Hvor alting var såre godt. 
Store skare samlede sig omkring ham for at høre hans ord. De lyttede med undren og stor glæde. Også hans disciple lyttede; langsomt forstod de, hvem han var. På et tidspunkt siger Simon Peter: ”Du er den levende Guds søn!! 
Da han åbenbarer den sandhed, - eller rettere da den sandhed bliver åbenbaret i ham, - da ændres fortællingen radikalt. Fra da af går vejen til Jerusalem. Det er som om at fortællingen træder ind i et helt andet rum. I det øjeblik hans sande identitet er åbenbaret, forlader Jesus Galilæa for at går til Jerusalem – for at lide døden.

Jerusalem
Jerusalem var magtens sted, byen hvor jødernes konge residerede. Templet var dér og alle de skriftkloge. Det var kun i templet i Jerusalem man måtte ofre til Gud.
Det var naturligvis her, at opgøret skulle gøres; det er i den by regnskabet skulle gøres op. Ofret - det sidste offer Guds egen søn, - skulle naturligvis ofres netop her i Jerusalem. Man fristes til at sige; den store lamende by langt fra det grønne, frodige Galilæa.

Jerusalem som dødens sted
Som evangelisterne fortæller historien er Jerusalem gerningsstedet; uretfærdighedens og ondskabens by. Byen der ikke kendte sin besøgelsestid.
Lige som døden foråd sig på Guds søn og derfor mistede sin magt; på samme måde kan man sige, at Jerusalem foråd sig. Da Jesus døde på korset flænges forhænget i templet i Jerusalem. Templet kunne ikke længere opretholde sine grænser. Det blev sprængt og det hellige spredt ud i verden. 
Og ikke mange år efter hele byen belejret og templet ødelagt. 
Al den magt som, en gang var i Jerusalem, forsvandt nu. Ligesom døden mistede sin magt, mistede også Jerusalem sin magt i verden.

Mød ham i Galilæa
Da kvinderne påskemorgen kommer ud til den tomme grav, får de besked om, at Jesus er opstanden fra de døde. Og videre får disciplene beskeden om, at de skal møde ham i Galilæa, - som han allerede har fortalt dem.
Galilæa er stedet for den nye begyndelse, der hvor blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene og evangeliet forkyndes for fattige. Der, hvor alting var såre godt.
Gå til Galilæa, han er gået i forvejen, der skal I se ham! - Så klart er budskabet ved graven!

Han er gået i forvejen til Galilæa 
Når vi hører budskabet, kan vi vel ikke andet end tænke: Øjne I var lykkelige, I som så Guds søn på jord, - som vi sang for et øjeblik siden. Og det budskab glæder ikke mindst forestillingen om at gå med disciple til Galilæa. Ja, hvilken lykke at kunne gå med. 
Men hvor er Galilæa? – Måske skal vi også spørge i mere overført forstand: ”Hvor er vores ’Galilæa?” Os der fejre påske i Stengård Kirke 2016?

Et usynlige Galilæa  
Kan vi kun se tilbage på de disciple, der engang genså Jesus i Galilæa, og tænke på de disciple, der så som så Guds Søn på jord? 
Eller kan vi - måske - forestille os et andet Galilæa for os, der ikke er langt væk for fortællingen i tid og sted? 
Det var i hvert fald det spørgsmål som Grundtvig stillede sig. For når det er den evige fortælling, vi hører om i dag, - om tidernes fylde fra evighed til evighed - hvordan kan den så begrænse sig til et særligt sted og et særligt tidspunkt. Påskens budskab må være evigt og må vel opleves lige stærkt til alle tider. 
Hvordan kommer vi i retning af Galilæa? 
Hvor skal vi møde den opstandne Herre? Hvor er vores opstanden hos os?

”Øjne I var lykkelige, I som Guds søn på jord,” sang vi om Kristi øjenvidner. Om os lød det ”Blindfødt var det ømme hjerte, ser dog nu hans Guddoms-glans;”

Blindfødt
Grundtvig forstiller sig, at vi, - Kristi menighed, - fødes blinde, men vokser i troen; - at vi først langsomt får synsansen – at vi langsom vokser i bevidstheden om Guds nærvær. Kristi nærvær er ikke noget man ser, men ved at leve; - leve os ind i fortælling kan vi få øje for det, som først ikke var til at se. Tro, håb og kærlighed er lagt i os ved dåben og livet igennem lærer vi at se det over alt i verden.  
Men udgangspunktet er vores blindhed. Tanken er nok hentet fra de mange dyrebøn der fødes und syn. Kattekillinger, kaninunger og mange flere, sådan er det også ifølge Grundtvig, når det handler om troen og den opstandne herre.

Midt i blandt os 
Hver gang vi har altergang i kirken lyder ordene: ”Opstandne Herre og frelser, du som selv er til stede iblandt os” Sådan lyder ordne hver gang hans legeme og blod deles ud i skikkelse af brød og vin. Den kostfæstede og opstandne er til stede synligt i legeme og blod. Det er det, der er udgydes os for, at det kan leve i os.

Vores Galilæa
Måske skal vi se det som vi gør herinde i kirken, - når vi går til alters og knæler skulder ved skulder - at vi ser det som vores Galilæa, så at vi som blindfødte langsomt for øje for den opstandne, som vi lever i. For den kostfæstede og opstandne lever i os, når vi bærer ham med os. ’Vi er hans legeme’ siger apostlen Paulus, Kristi er hovedet og vi er hans krop.

Hans legeme
Det vil sige, at fortællingen om den korsfæstede og opstanden er til stede, når vi samles og bryder brødet i hans navn, - når vi deler det og bringe det med os. 
Så hvis nogen spørger os: ”Hvor er Kristus nu? ” Da kan vi svare: ”Han er faret til himmel, men er allerede nu på fra opstandelsens dag - også midt i blandt os; I vores fællesskab, - som hans kirke på jorden - er hans legeme”.

Galilæa er også her hos os.
Det var derfor, at man i oldkirken fastsatte Kristi himmelfart til påskedag, for allerede nu skulle menigheden se sig som legeme i verden. 
Og også her hos kan vi glæde os over ordne ”Opstandne Herre og frelser, du som selv er til stede iblandt os”. For Galilæa er også her hos os. 
Amen