PLANT ET TRÆ

Af sognepræst Karen-Lisbeth Gøricke
 
En anekdote fortæller, at den tyske kirkefader Martin Luther engang blev spurgt: ”Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at verden gik under i morgen? ” Han svarede: ”Så ville jeg plante et æbletræ i dag.” Men hvorfor egentligt plante et træ, hvis alt er forbi i morgen? Glæden over træets grønne top, frugterne og skyggen fra det kommer jo først mange år efter. Men ifølge Luther må vi hylde skaberværket og håbet ved at plante et træ. For et træ er der håb. Selvom det fældes kan det skyde igen og sætte nye grene, der strækker sig mod himlen. Planter du et træ, planter du et håb. Det er ikke en døgnflue, men en glæde der varer i generationer frem.

Et håb

For et træ er der håb. For dagen i morgen er der håb, også selv om der er meget at miste håbet over. At plante et æbletræ, selv når det er dommedag i morgen, det er at leve med håbet som horisont. Håbet forandrer sig i vores liv alt efter alder og livssituation. Håbet skifter karakter og har mange grene: Drømme og længsler er bare nogle af dem.

I perioder af vores tilværelse har vi brug for, at håbet kommer til os udefra, fordi det ikke findes i os selv. I andre perioder er håbet der, så selvfølgeligt som at solen står op igen i morgen. Den tidl. amerikanske præsident B. Obama sagde: ”Uanset hvad, så når jeg står op i morgen, så skinner solen igen”. Dommedag kan vi holde over præsidenter og denne verdens magtfulde, men at få solen til at skinne eller træet til at holde op med at gro, det vi ikke. Så magtfulde er ingen.

En sprække af lys

Håbet er den altid tilstedeværende sprække i virkeligheden. For ligesom sprækken altid lukker lyset ind, er håbet det, der viser en vej udad. Håbet peger mod noget, som endnu ikke er helt til stede, som føles som en mangel. Håbet er fundamentalt for den måde, vi betragter vores liv og verden og væren på som noget ufærdigt, noget, der bestandigt er i bevægelse. Sådan bliver håbet nærmest organisk – som træet.

Vi planter et træ. Ikke fordi vi tror, at verden går under i morgen. Vi planter ikke et træ af frygt. Men vi planter det med håb. Et håb om, at vi må sidde i træets skygge og dog se lyset komme igennem selv de tætteste blade. Et håb om, at mennesker fra mange familier må kunne sætte sig under træet og spise sig mætte af håbets frugter.

Karen-Lisbeth H. Gøricke
Sognepræst i Stengård Kirke