SANGTUSIASTERNE SYNGER

Sangtusiasterne
Er du sangentusiast? Så er du helt automatisk en del af Sangtusiasterne, hvis du møder op de eftermiddage, hvor vi sidder og synger i Multisalen. (Indgangen er den store dør modsat tårnet, hvor man også går ind til kirkens store sal. Derefter går man ned ad den runde trappe).
Eftermiddagene står kirkens organist Birgitte Stage for, og hun vælger de fleste sange. Resten er ønsker fra alle, der har sange, de vil synge. Sangene kan være fra Højskolesangbogen eller mange andre steder fra: Kai Norman Andersen er altid repræsenteret med mindst én sang, gamle revyviser finder vej – og sange der overrasker: Man kender omkvædet af en sag; men hvordan er det nu verset er?
Sangtusiasterne udvikler sig nogle gange til et rigtigt sangværksted, hvor vi finder ud af, at der findes flere melodier til én sang. I år har vi f.eks. sunget de melodier, der hørte til ”Velkommen i den grønne lund”, før Erik Grips melodi kom til (efter at vi havde sunget Grips melodi, selvfølgelig). Mange sange har en hel lille historie, som kan være spændende at dykke ned i, og de historier kommer der gerne en eller to af pr. gang.
De sange, vi ikke kender, spiller Birgitte lige igennem et par gange først – Vi øver dem ikke som i et kor: dette er en sangeftermiddag så vi springer entusiastisk ud i sangen.
SÅ: Hvis du vil være med til at synge en skøn buket af vidunderlige sange, så kom endelig og vær med nedenstående torsdage i 2018 kl. 14.30 – 15.30 i Multisalen:

6. september
4. oktober
1. november
6. december
På glædeligt genhør
Organist Birgitte Stage