SKØNNEST ER DET VI IKKE FATTER

Af sognepræst Karen-Lisbeth Gøricke

Den danske videnskabsmand Niels Steensen er berømt ud over landets grænser for sine opdagelser indenfor menneskets fysik. Han undersøgelser har haft stor indflydelse på hvordan vi forstår menneskets krop. Han levede i 1600 tallet og holdt i København en berømt tale i Det anatomiske Teater, som dengang lå på Vor Frue Plads. Talen er noget af det smukkeste, hvor han sagde, de sætninger, der siden hen kom til at stå som Steensens motto: "Skønt er det vi ser, skønnere er det vi forstår, skønnest af alt er det vi ikke fatter."

I denne måned holder vi Allehelgensdag i kirken, hvor vi med musik, sang, ord og lystænding mindes vores kære døde. De mennesker, som vi i kærlighed aldrig slipper, fordi det, som vi havde sammen med dem, altid vil bo i os. Det, der engang var mellem os og dem, er der stadig og vil altid være der. Det er der stor trøst i. Vi tager dem med os. Dem, som har givet os del i en kærlighed, som vi med vores forstand ikke fatter. En skønhed, som vi havde sammen og som stadig er i os. Hvis vi lod være med at sørge, ville vi opgive vores kærlighed. Sorg er vores kærlighed til dem, vi ikke længere kan nå.

Der er forskel på at leve videre og komme videre. Vi lever videre – men som den, der sørger. Livet er præget af savnet. Men det betyder ikke, at der ikke er mere at leve for. Tværtimod kan der komme en dybde ind i ens forhold til omverdenen, fordi man for alvor ved, hvad det er at miste og får en større forståelse for andre, som har mistet. Man kommer sig igen efter et stort tab, men man skal ikke komme væk fra det, man har mistet. Sorgen bliver en del af ens selvforståelse.

For mig er det en trøst, at Gud tager vare på vores kære, på vores sorg over at have mistet dem og på kravet om at vi skal leve videre. Vi er ikke alene i tilværelsen. Dem, vi savner kan vi overlade i Guds varetægt, og vi kan bede ham om at tage sig både af dem og af os og af vores liv som i begyndelsen synes at være fuldstændig blottet for mening.
Jeg fatter det ikke, kærligheden som stadig sidder i mit hjerte og som jeg aldrig glemmer, og jeg fatter ikke, at Gud tager vare på både dem, som vi ikke længere kan nå og på os, som lever nu. Vi, der tvinges af Ham, til at give os selv lov til at leve igen. Det er ufatteligt, ufatteligt skønt.

 

Karen-Lisbeth H. Gøricke
Sognepræst i Stengård Kirke