PINSE OG KÆRLIGHED

Af sognepræst Karen-Lisbeth Gøricke
Juni måned er sommer og kærlighed. I kirken er det er pinsetid og tid til vielser ude og inde. For nogle år siden blev det tilladt for os præster i Folkekirken at vie par udendørs. Da jeg havde min første udendørsvielse var det med en vis nervøsitet og en god portion skepsis. Hvorfor fravælger de kirkens smukke rum og orglets toner, og hvordan kan vi synge sammen udenfor, ja, hvordan kan jeg tale en stor forsamling op, og hvad hvis det bliver silende regnvejr, vil brudeparrets ønske om at sige ja til hinanden ude i det frie, så falde helt til jorden og alt må ende i en plan B dvs. en nødløsning? Den første vielse havde jeg var ved en restaurant på Charlottenlund Fort. Jeg havde forinden holdt møde med parret ude på lokaliteten, og vi havde både en plan A og B! Musik til salmerne havde de skaffet og alt var tilrettelagt med stor omhu. Vielsen foregik sådan, at det vi stod på restaurantens terrasse, og det vi kunne kalde kirkens ”altervæg” var udsigten over Øresund. Vielsen forløb godt, og da vi nåede til den sidste salme, kom der en regnbyge, ikke en af de tunge, men dog alligevel. Vi rykkede straks sammen under parasollerne og sang ”Det er så yndigt at følge ad”, og så med ét hørte regnen op. Da gæsterne ville tage billeder af brudeparret, kom der den smukkeste regnbue på himlen bag dem. Der gik både et sus og en jublen gennem alle, og præsten fik ros for at have arrangeret det så flot!
Pinse er glæde, pinse er kærlighed og pinse er, når vi får mod. Når vi tør springe ud i at sige ja til den anden. Satse alt i medgang og modgang. Pinse er tro, der indgydes os, blæses ind i os.
”Tro er tillid til det, vi håber på; overbevisning om det, vi ikke kan se”. Sådan står der et sted i Det Nye Testamente. Den definition kan jeg godt lide. Tro handler om tillid og overbevisning. Tro er ikke tro på hvad som helst, men er forbundet med mening og livsholdning og er samtidig knyttet til de dybeste relationer i et menneskes liv. Tro er tiltro til verden og til andre mennesker; en tillid til det, vi ikke kan få bevis for, det vi ikke kan se med vores egne øjne, men ind imellem måske får lov til at sanse og mærke og i glimt at forstå. Kærligheden mellem to, der står klar til vielsen er en sitrende fornemmelse, en særlig stemning og en ånd, som er i rummet både ude og inde. Det er som om, at livet bliver større og rummet får fylde og mening, når to vover at sige ja til hinanden i tillid og kærlighed.
Vi er ikke perfekte, men alligevel tør vi håbe på, at vi kan bruges, bruges af den anden og af andre, og at der er en mening med vores liv. Troen på Gud gør, at jeg betragter mit og andres liv som en gave, og tror, at Gud er der både i kærligheden mellem to, men også der, hvor jeg føler mig allermest alene. Jeg kan ikke se og røre ved meningen med tilværelsen, men jeg er overbevist om, at den er der.
God pinse til jer alle.
PS: Om nogle dage følges jeg igen med et brudepar ud i naturen. Vi stævner ud på bølgen blå, og jeg håber, at vejret med os!

Karen-Lisbeth H. Gøricke
Sognepræst i Stengård Kirke